5 Tilkøb til pendlerkort

Gyldigheden af et pendlerkort kan udvides ved tilkøb af én zone. For pendlerkort uden gyldighed til metro, gælder et én-zones tilkøb også som tilkøb af gyldighed til metro.

Du kan rejse ubegrænset med tog, bus eller metro inden for den gyldighed, der er købt tilkøbsbillet til (se nærmere om zonegyldighed og tidsgyldighed herunder). Skal du forlænge rejsen med mere end 1 zone, købes en ny billet. Pendlerkortet og den ny billet opfattes som to separate rejser.

Tilkøbsbillet til pendlerkort kan købes i DOT app, DSB App via SMS 1415 og på visse lokaltog stationer (automat samt betjent salg) samt i bussen og i Metroens og DSB’s billetautomater.

Hvilke zoner er tilkøbsbilletten gyldig i?

  • Er tilkøbsbilletten udstedt med en zoneangivelse indenfor pendlerkortets gyldighedsområde, udvides gyldigheden til første zonering udenom zonen angivet på tilkøbsbilletten.
  • Er tilkøbsbilletten udstedt med en zoneangivelse i en zone, der ligger lige op til pendlerkortets gyldighedsområde, er billetten gyldig i den angivne zone.
  • Er tilkøbsbilletten udstedt uden zoneangivelse, er den kun gyldig til én zone i forlængelse af et gyldigt pendlerkort.

Hvor lang tid er tilkøbsbilletten gyldig?

Tilkøbsbillet til pendlerkort er gyldige i 1 time og 15 minutter fra udstedelsestidspunkt angivet på tilkøbsbilletten.

Vedrørende tilkøb til gyldighed i metro (kun for pendlerkortkunder, der har fravalgt gyldighed i Metroen):

  • Hvis pendlerkortkunder, der har fravalgt gyldighed i Metroen, alligevel ønsker at køre med metro, vil en tilkøbsbillet give gyldighed hertil. Tilkøbsbilletten giver samtidig gyldighed til en ekstra zone. Tilkøbet af gyldighed til metro gælder i alle de zoner, man i forvejen har gyldighed til på sit pendlerkort + 1 zone.