4.2 Pendlerkort til lange rejser (9 zoner eller flere)

Pendlerkort er til dig, der rejser samme strækning mere end ca. 26 gange (13 dage tur/retur) om måneden. Hvis du rejser mindre end 26 gange om måneden, kan Pendler20 være den billigste billettype – se afsnit 4.3.

Pendlerkort til lange rejser (9 zoner eller flere) er et personligt kort til bus, tog og metro. Det fremgår af pendlerkort med gyldighed til en eller flere af zonerne 1, 2, 3 og/eller 4, om kortet er gyldigt i Metroen eller ej. Kunder, der rejser i Metroen med pendlerkort uden gyldighed til Metroen, har ikke gyldig rejsehjemmel, medmindre du har købt en tilkøbsbillet. Hvis du har fravalgt gyldighed til Metroen, men alligevel får behov for at anvende metro, kan du således efterfølgende tilkøbe gyldighed til Metroen ved at købe en tilkøbsbillet, jf. afsnit 5.

Pendlerkort kan købes til voksne og til børn, og udstedes også til 1. klasse ved køb af et fast tillæg til pendlerkortet i gyldighedsperioden.

Pendlerkort til 9 zoner eller flere kan købes:

  • I DOT app (mobil)
  • I DSB app (mobil)
  • rejsekort.dk (pendlerkort på rejsekort)

Brug og gyldighed

For pendlerrejser på 9 zoner eller flere udstedes pendlerkortet med en A-B relation, fx Næstved-København, som hhv. startzone og destinationszone. Pendlerkort til lange rejser er gyldigt i zonerne på de naturlige rejseveje for den angivne relation.

Ved bestilling af en given strækning vil du blive anvist den eller de naturlige rejseveje. De konkrete zoner, der indgår i den eller de naturlige rejseveje, vises på app, og for rejsekort pendlerkort kan de ses på selvbetjeningen på rejsekort.dk.

For visse relationer vil ”baglæns” rejser via en fjernere zone til destinationen ikke være inkluderet i gyldigheden, selvom eksempelvis Rejseplanen ville kunne foreslå en sådan rejse. Hvis du ønsker en sådan udvidet gyldighed (fx at et pendlerkort fra Vipperød til København også skal gælde for rejser via Holbæk), skal du købe dit pendlerkort til lange rejser med udgangspunkt i denne fjernere zone (i eksemplet fra Holbæk til København).

Gyldigheden for et pendlerkort er fra 30 til 60 dage. Gyldighedsperioden starter kl. 00.00 på kortets første gyldighedsdag. Perioden slutter kl. 03.59 efter sidste gyldighedsdag, dog kl. 23:59 for pendlerkort på rejsekort.

Prisberegning

Prisen for pendlerkort til 9 zoner eller flere beregnes i henhold til den ”længste delstrækning” (målt i zoner), som indgår i den mest naturlige rejsevej (se afsnit 2.2). Alle rejseveje i den pågældende relation beregnes ens på basis af denne strækning.

Undtagelser til prisberegning:

For pendlerkort på 9 zoner eller flere, der har zone 1 som start- eller slutzone, eller hvor zone 1 er berammende for prisberegningen af ”længste delstrækning”, nedskrives zoneafstanden med 1 zone.

Tilsvarende nedskrives zoneafstanden med én zone i forhold til prisberegningen for pendlerkort på 9 zoner eller flere, som har zone 57 (St. Heddinge) som afrejse- eller destinationszone.

Der betales et tillæg for gyldighed i Metroen.